Telencephalon, medialfladen højre halvdel

Her er hjernestammen skåret over og fjernet sammen med cerebellum. Den SORTE klat sidder på snitfladen. Egentlig skulle diencephalon med GRØN klat også skæres væk, men det kan kun lade sig gøre ved at skære ind i telencephalon, idet de to hjerneafsnit er vokset sammen. En total adskillelse vil med andre ord være kunstig, og vi har opnået hvad vi ville: lobus temporalis (t) kan ses. De øvrige hjernelapper er lobus frontalis (f), lobus parietalis (p) og lobus occipitalis (o). De danske navne for hjernelapperne er: Lobus frontalis = pandelap, lobus parietalis = isselap, lobus occipitalis = nakkelap og lobus temporalis = tindingelap.