I polysynaptiske refleksbuer som vi ser her, går der længere tid fra påvirkning til reaktion, fordi impulserne skal gennem flere mellemled. Der er desuden langt større variationsmuligheder, dvs. reaktionen er ikke så stereotyp som ved proprioceptive reflekser, og den trættes meget hurtigere. Men det er stadig reflekser på rygmarvsniveau. De medfødte reflekser vi hidtil har talt om hæmmes efter få måneders forløb, men andre medfødte reflekser består heldigvis livet igennem. Det gælder livsvigtige reflekser som synkerefleks og hosterefleks. Synkerefleksen er en af de mange reflekser der er nødvendig for fødeindtagelsen, mens hosterefleksen er en vigtig beskyttelsesrefleks.