Sensitive ledningsbaner i rygmarven

Stillingssans eller ledpositionssans. Bagstrengsbanerne fører impulser der er nødvendige for stillingssansen, endvidere finere tryk- og berørings fornemmelser. Billedet illustrerer betydningen af stillingssans eller ledpositionssans. Med bind for øjnene eller i mørke kan vi sige nøjagtig hvordan fødderne er placeret, om tæerne er krummet osv. Ledpositionssansen eller stillingssansen skyldes især impulser til hjernebarken fra føleorganer i muskler, sener og ledkapsler. Da disse impulser bringer indtryk fra “egne væv” og ikke udefra, kaldes de proprioceptive. Disse indtryk fra bevægeapparatet kaldes også dybdesensibilitet. Svage berøringer af hudoverfladen registreres af bagstrengsbanerne. Den finere berøringssans undersøges ved at berøre huden med en tot vat mens patienten lukker øjnene og angiver hvornår berøring finder sted.