Refleksbue, afferente del

Her er en anatomisk model som viser nogle af de strukturer der indgår i en refleksbue, og som er nødvendige for en refleks af samme slags som patellarrefleksen. Til venstre er et tværsnit af rygmarven, og til højre er lidt af den muskel (M) som kontraheres ved refleksen. Det er musklen som effektuerer ordrer, og den kaldes derfor effektor eller effektororgan. For at påvirkningen, stimulus, kan virke må der være en modtager, en receptor, der kan registrere stimulus. Receptoren er hele det lyse område i (M). Det er et særligt følelegeme i muskler, en muskelten. Muskeltenen består af flere tynde muskeltråde som nervetråde danner spiraler omkring. En enkelt er markeret (T). Fra receptoren fører et afferent neuron (A) impulser til rygmarvens forhorn (F). Begyndelsen af det afferente neuron er spiralen omkring den tynde muskeltråd i muskeltenen. Men refleksbuen vil være ubrugelig uden det sidste led som ses på næste billede.