Basalgangliernes præcise virkning kender vi ikke, og vi får bedst indtryk af deres betydning når der er noget galt. Særlig ved Parkinsons sygdom hvor patienten bl.a. viser rigiditet, en stivhed i muskulaturen der gør det svært for en undersøger at bøje leddene, f. eks. albueleddet, passivt, endvidere nedsat motorik hvilket bl.a. viser sig ved et maskeagtigt ansigtsudtryk med meget lidt mimik. Samtidig findes en karakteristisk hviletremor, hvor patientens fingre bevæger sig på en måde der leder tanken hen på den bevægelse apotekernes pilletrillere brugte i gamle dage når de fremstillede piller, og derfor kaldes pilletrillertremor.