Motoriske aktiveringsbaner

Her ses – aktiveringsbaner – både direkte og indirekte. Den skematiske tegning viser hjernebarken, cortex, (HB) øverst, og rygmarvens forhorn (H) nederst. Banen (P) er en direkte aktiveringsbane idet den uden omkobling går til rygmarvens forhorn, og først her danner synapse, altså omkobles. De øvrige baner fra cortex (HB) er indirekte aktiveringsbaner, idet de omkobles mindst en gang undervejs. Baner fra cortex (HB) kan omkobles i nucleus ruber (R), i basale hjerneganglier (BG), i formatio reticularis (M) og i nucleus vestibularis (V). For den sidstes vedkommende gælder det især baner via cerebellum (C). Da nucleus ruber (R), formatio reticularis (M) og nucleus vestibularis (V) er sidste station på vejen kaldes de ofte udfaldsporte for de indirekte aktiveringsbaner, altså de ekstrapyramidale baner.