Lymfen indeholder lymfocyter

Her vises den vej, lymfen følger. Lymfesystemet begynder perifert med blinde lymfekapillærer (K). De anastomoserer, som vist ved (A), og har ingen klapper. Lymfen fortsætter i lymfekar (L), der er forsynet med klapper. De afbrydes i lymfeknuder, og lymfen fortsætter i lidt større lymfekar (S), der fortsætter i lymfestammer (T). De to største lymfestammer, ductus thoracicus og ductus lymphaticus dexter, tømmer sig i venesystemet, som vist ved (V). Lymfeknuderne “renser” og “filtrerer” lymfen samt danner lymfocyter. De modtager lymfen gennem afferente lymfekar (a), og sender den videre gennem efferente lymfekar (e). På billedet ser man, at lymfen indeholder lymfocyter (y), når den har passeret lymfeknuden, men ikke før den når en knude.