His’ bundt

Ventriklernes muskulatur er skilt fra atriernes. Ikke desto mindre arbejder atrier og ventrikler i takt. Dette samarbejde etableres ved hjælp af et særligt ledningssystem, der kaldes His’ bundt. Det er vist med rødt på tegningen, hvor det er markeret N. Det består af primitive hjertemuskeltråde, og er den eneste forbindelse mellem forkamre og hjertekamre. Det His’ske bundt udgår fra en muskelknude, der ligger nær skillevæggen i højre forkammer. Knuden er markeret A og kaldes atrioventriculærknuden. Det His’ske bundt løber ned i skillevæggen mellem de to hjertekamre og fortsætter videre til muskulaturen omkring kamrene. I højre forkammer, lige ved indmundingen af v. cava superior, ligger endnu en knude. Det er sinusknuden, K, der fungerer som hjertets pacemaker, idet den udsender impulser, som bestemmer hjerterytmen. En alvorlig hjertelidelse opstår, hvis ledningsbundtet afbrydes. Det bevirker, at forkamre og hjertekamre arbejder ude af takt.