Halsfascien består af 3 blade

Halsfascien består af 3 blade; det yderste blad, lamina superficialis, er farvet orange. Lamina superficialis minder om en meget høj flip, der strækker sig fra kraniet til thorax. For at komme ind til fascien må man fjerne følgende lag: hud og underhud og fortil tillige hudmusklen, platysma. Fasciens tilhæftning er følgende: nedad er den fortil hæftet til clavicula (F), og sternum (G), mens den bagtil går over i rygfascien. Opad er den fortil hæftet til basis mandibulae (A) og bagtil til linea nuchalis superior (D). På vejen til mandibula er den bundet ind til os hyoideum (E). Nederste kant af den høje flip står på brystben og nøgleben, og øverste kant når mandibula og os occipitale.