Da hjernenervegangliet, som vist på øverste tegning, indeholder trofisk centrum for hjernenervernes sensitive tråde, betyder det, at et hjernenerveganglie svarer til et spinalganglie, der er vist ved s på nederste tegning. Vi rekapitulerer. Sensitive hjernenerveganglier svarer til spinalganglier og begge består af pseudounipolare nerveceller. Alarpladen danner sensitive hjernenervekerner eller terminalkerner. De ses øverst og svarer til baghorn. Basalpladen danner parasympatiske og motoriske hjernenervekerner i hjernestammen og lateralhorn og forhorn i rygmarven.