Vi får her et indtryk af thalamus’ udstrækning. På venstre thalamus står øverste (t) nær forreste ende og nederste (t) nær bageste. På højre thalamus står (t) midt på. Fornix (f) er markeret i begge sider. Navnet betyder hvælving og præparatet viser at fornix danner en bue over thalamus. Fortil mødes højre og venstre fornix. Epifysen og dermed en væsentlig del af epithalamus er markeret (e) og pilen (3) peger på bageste del af tredje ventrikel, mellem de to thalami. Den skjules fortil af fornices. Epifysen hedder også koglekirtlen, corpus pineale, på grund af ligheden med en fyrrekogle. Det HVIDE mærke sidder i mesencephalon, der afgrænses nedadtil mod pons af RØD tråd og opadtil mod diencephalon af BLÅ tråd. Koglekirtlen når ind over mesencephalon, men hører som nævnt til diencephalon. På en ny hjerne fjerner vi tillige fornix for derved bedre at kunne overse thalamus og tredje ventrikel.