Endelig udvikles muskler fra branchialapparatets mesoderm (og ektomesenkym fra crista neuralis) og det drejer sig om muskler, der innerveres af nerverne i branchialbuerne. Som eksempel kan nævnes, at ansigtets bevægenerve, n. facialis, vokser ned i anden branchialbue, og så betyder det, at samtlige muskler, der innerveres af n. facialis, udvikles fra anden branchialbue. I denne omgang er det kun princippet, der skal forstås, altså at mesoderm i branchialbuer danner muskler. Musklerne innerveres af den nerve, der går til branchialbuen.