Området mellem (F), der er de falske stemmebånd og (P), der er plica aryepiglottica, er meget følsomt. Ved den mindste irritation fremkaldes kraftig hoste. Hos skindøde og hos patienter, der er under helbedøvelse, sættes begge disse beskyttelsesforanstaltninger ud af funktion. Det betyder, at blod f. eks. fra mundhulen eller indhold fra mavesækken uhindret kan strømme igennem aditus og videre ned i luftvejene til lungerne. Situationen er livsfarlig. Derfor bedøver man aldrig en patient, der har føde i mavesækken, og hvis det er nødvendigt at bedøve, må mavesækken først pumpes tom. (fortsættes)