Alle impulser fra hjernebarken, både gennem direkte og indirekte aktiveringsbaner, ender i motoriske forhornsceller. Her ses en enkelt celle med RØD kontur og i stor forstørrelse. Ingen forhornsceller er reserveret bestemte baner. Pyramidebanerne, de direkte aktiveringsbaner, har ikke private forhornsceller, men går til de samme celler som indirekte aktiveringsbaner. Forhornscellen på billedet modtager impulser gennem 11 BLÅLIGE aksoner der alle danner synapse med selve cellelegemet eller korte udløbere, dendriter, fra cellelegemet. Derimod er der kun een udløber, akson, der fører impulser væk fra cellelegemet. Det er den tykke RØDE tråd med en BLÅ pil for enden. Det er rigtigt at der kun er en eneste akson fra cellelegemet, mens antallet af tråde der fører impulser til cellelegeme og dendriter er stort, indtil ca. 2000. Tegningen giver et lille indtryk af hvad der opnås ved at nervetråde fra talrige neuroner ender på et enkelt forhornsneuron. Af de 11 neuroner der fører impulser til forhornscellen er de syv fremmende, mens fire er hæmmende. De hæmmende er markeret med minustegn nær cellers overflade og forsynet med dobbelte GRØNNE og RØDE pile. De impulser som den multipolare nervecelle sender videre gennem den tykke RØDE akson er summen af de impulser cellelegemet og dendriter modtager. Da der er syv plusser og fire minusser sendes impulser videre med en “styrke” af syv minus fire, dvs. kun tre plusser, forudsat at alle 11 aksoner virker. Hvis kun to af de hæmmende virker sendes impulser videre med en styrke af syv minus to, dvs. fem plusser. Hvis på den anden side kun fire af plus neuronerne virker og alle fire minus neuroner virker så sendes slet ingen impulser gennem den RØDE akson idet plus fire og minus fire giver nul. På denne måde kan nervesystemet regulere impulsudsendelsen gennem forhornsneuronerne, og når det virkelige antal nervetråde på indtil et par tusinde tages i betragtning er det let at forstå at mulighederne for at regulere og graduere impulsudsendelsen er uendelige. Derfor er der mulighed for at give hver bevægelse den rigtige styrke.