Motoriske ledningsbaner, Pyramidebanerne

Neuroner i pyramidebaner. Øverst ses snittet gennem storhjernen. I midten er hjernestammen (hist) vist som en firkant, og nederst er medulla spinalis. Pyramidebanerne indeholder en million neuroner i hver side, her er tegnet to (s) og (f). Begge begynder i den motoriske del af hjernebarken, cortex (c), på øverste snit. Nervetrådene (s) og (f) løber gennem storhjernen, forbi thalamus (tb), til hjernestammen (hist). I nederste del af denne, dvs. i medulla oblongata, krydser nervetråden (s) over midten ved (d), og fortsætter gennem sidestrengen i medulla spinalis til et forhorn (a). Her er synapse med cellelegemet af det perifere neuron, der er RØDT, og som impulserne skal igennem. Neuronets nervetråd forlader rygmarven gennem forreste rod af en spinalnerve. Nervetråden fortsætter i en nerve til den muskel (m) den innerverer. Krydsningen (d) i medulla oblongata, er vigtig. Den kaldes pyramidebanekrydsningen, decussatio pyramidum. Da banen (s), dvs. første neurons nervetråde, løber i rygmarvens sidestreng, kaldes banen pyramidesidestrengsbanen, tractus corticospinalis lateralis. Det latinske navn siger at banen, tractus, går fra hjernebarken, cortex, til medulla spinalis, hvor den ligger lateralt, altså i sidestrengen. Flertallet (85%) af den omtalte million nervetråde løber som (s). De resterende (15%) løber som (f), fra hjernebarken c på øverste snit til forhorn (a) på nederste. Banen ligner pyramidesidestrengsbanen, men der er en forskel. Denne bane (f) krydser ikke i hjernestammen (hist) i medulla oblongata, men i medulla spinalis på nederste snit. Desuden løber den i forstrengen af rygmarven, og hedder derfor pyramideforstrengsbanen, tractus corticospinalis anterior. Trådene i banen krydser over midtlinien efterhånden som de kommer i højde med forhornsneuronerne de skal danne synapse med, altså ikke på en gang som pyramidesidestrengsbanen krydser i medulla oblongata.